Livet er ikke det værste vi har skrev Benny Andersen for mange år siden. Så sandt så sandt, så pas godt på det og brug det med ansvarlighed og omhyggelighed. Jeg kunne jo så spørge, om vi i dag er særligt gode til at passe på og pleje dette liv, vi nu engang har fået tildelt. Nogle håber på en chance til – eller flere – og andre håber og tror på et bedre liv efter dette. Men hvor om alting er, så tænker jeg, at det er vigtigt at tage ansvar for at leve livet optimalt, meden vi nu engang er her. Jeg er vokset op i 1950`erne, hvor børns handlefrihed var væsentligt større, end den er i dag. Vi var som børn meget mere overladt til vores egen opfindsomhed, og der var ikke voksne omkring os hele tiden. Og med denne frihed fulgte helt selvfølgeligt og naturligt også ansvar. Vi lærte tidligt at tage ansvar for os selv og for vores kammerater. Ikke at dette altid var rosenrødt, nogle blev drillet ja måske endda mobbet, selv om det var et begreb, vi ikke rigtigt kendte til dengang. Men andre greb ind og standsende ofte drilleriet, eller man tabte interessen for det, fordi noget andet blev mere spændende. Når jeg ser på, hvordan børn i dag bliver pakket ind i voksenstyring og aktivering, tænker jeg, at hvis livet virkeligt er så farligt, ja så er det ret utroligt, at vi overlevede. Vi lærte at løse konflikter selv – altså helt uden at skulle hente en voksen. Vi lærte også at samarbejde, at bruge hinandens særlige kompetencer. Flemming var eksempelvis særligt god til at lave flitsbuer, så det kunne han lære os andre noget om, og jeg selv var især god til at finde gode grene til slangebøsser – sådan brugte vi hinandens særlige kompetencer og lærte videre til hinanden. Når man observerer barnets normale udvikling, vil man opdage, at barnet allerede som 2-årig udviser de første tidlige kompetencer til at kunne løse svære situationer. Et toårigt barn, der ser en kammerat sidde og græde, ved hvordan man skal trøste og forsøger dette som det første. Kun hvis dette ikke virker, henter barnet en voksen. Og et barn på to år besidder også allerede opfindsomhed og kan beskæftige sig selv. Disse kompetencer får barnet jo ikke lov til eller mulighed for at videreudvikle, når voksne hele tiden griber ind, strukturerer og kommer med løsninger. Nu har vi fået en heldagsskole, hvilket indebærer, at voksne er på hele tiden, hvilket igen automatisk indebærer, at mindre bliver overladt til børnenes eget initiativ og sociale kompetenceudvikling. Børn kan nemlig meget mere selv, end vi voksne går og tror. Så hører jeg argumenterne med, at tiderne er meget anderledes i dag, og verden er blevet meget farligere at leve i. Jeg ved det ikke. Når vi legede ude i skoven, klatrede i træer, skød med flitsbuer, som vi selv havde lavet, byggede huler oppe i træerne, skød med slangebøsser, som vi også selv havde lavet – jo der var vel også fare på færde. Vi kunne falde ned fra træerne, vi kunne ramme hinanden. Det gjorde vi også – altså begge del. Men aldrig rigtig alvorligt, for vi passede på og passede på hinanden – vi øvede os og lærte at tage ansvar. Disse gode processer går børn glip af i dag, hvor det er voksne, der strukturerer og styrer processerne i højere grad. Det seneste jeg har hørt er om en skole, hvor lærerne og vil styre og bestemme over børnenes frikvarterer. Måske er det på tide, at vi repeterer for hinanden, hvordan det nu er vi lærer og udvikler os som mennesker – også udvikler og udfolder vore særlige kompetencer.  Og måske skulle vi stoppe op og se lidt kritisk på, hvad det er vi er gang med for et projekt i forhold til vores børn. Nogle taler om curlingbørn – jeg bryder mig ikke så meget om etiketter, men måske skulle vi overveje sandheden i sætningen: Don`t push the river, it flows by it self.                                                                                                             Axel Brandt Lumholt

 

KLUMME1901140001