Kan du forestille dig, at lille Peter, der starter i skole, mandag morgen møder sin nye klasselærer Bente, der sætter ham ind i faget dansk, og hvad han skal lave de følgende timer. Tirsdag morgen møder Peter så igen glad op i skole i forventningen om igen at møde sin gode og dygtige klasselærer Bente, som han synes, han er kommet på god fod med. Men, men i dag er det Knud der tager imod Peter, for i dag er det ham der skal have dansk med Peter og klassen. Peter bliver lidt forvirret over sådan at have fået ny lærer allerede til sin anden dag i skole, men han møder fortrøstningsfuld op igen onsdag blot for at konstatere, at nu er det hverken Bente eller Knud, der tager imod ham, for nu er det Jytte, han skal have i skolen til dansk. Peter siger, at han jo er kommet godt i gang med sit danskhæfte, og at han har fået at vide af Bente – eller var det nu Knud – at han skal arbejde videre i det hæfte. Men Jytte siger, at det står der ikke noget om på hendes skærm (Ipad), så det skal han ikke, han skal i stedet have et andet materiale at arbejde med. Peter bliver mere og mere forvirret, og klassen bliver ligeså. Fra at være glad for den hjælp han fik af sin første lærer, er han nu ked af det og glæder sig ikke længere til at skulle i skole. Han er blevet utryg og usikker på, hvad der venter ham. Der hjemme sidder far og mor og er ligeså forvirrede og usikre – for hvad er det deres dreng skal lave i skolen. De henvender sig til skolen, og da de ikke ved hvem af de efterhånden mange forskellige lærere, de skal henvende sig til, bliver det til inspektøren. Han kan fortælle, at sådan må det være. Det er vigtigt, at Peter ikke knytter sig for tæt til en bestemt voksen og får et personligt forhold til denne, for så risikerer man, at indlæringsprocessen tager for lang tid, da de jo kunne finde på at tale om andet end dansk i dansktimerne så. Et andet vigtigt argument for de mange skift er, at de forskellige lærere skal kunne støtte hinanden i deres faglige udvikling og udveksle erfaringer med undervisningen i dansk i Peters klasse.                               Ingen af os kan vel forestille sig, at man ville organisere undervisningen af vores børn på denne måde – Vel !                                                                                                                                                             Men når de samme børn bliver ældre og får brug for den kommunale hjemmepleje, ja så ser det faktisk sådan ud. Her kommer der til stadighed skiftende personale i de ældres hjem for at yde pleje og omsorg. Det betyder, at fru Jensen, der er vant til at blive hjulpet hen for at sove til middag kl. 13 i stedet risikerer at blive sat op i stuen i sin kørestol – for det stod ikke lige på hjemmehjælperens plan/skærm, at hun skulle sove. Fru Jensen risikerer også at få forkert medicin, hvis den nye hjemmehjælper ikke lige kan finde medicinplanen på sin skærm og samtidig ikke er så husvant, at han/hun ved hvor den er i hjemmet. De mange skift betyder mangelende kontinuitet og sammenhæng i hjemmeplejen, men argumentet er, at man bedst sikrer effektivitet og minimalt tidsspild, hvis man sikrer, at der ikke opstår en personlig relation mellem den ældre og hjemmehjælpen. Nu er det jo bare sådan, at det er ret personlige ting, som disse hjemmehjælpere skal være behjælpelige med, så en personlig og tryg relation er en forudsætning for et godt resultat. Kommunens hjemmeplejere skal på kursus inden for den nærmeste fremtid, hvor de skal lære, hvordan man bedst styrker de ældres udvikling af selvhjulpenhed. Jeg håber, de her lærer hvor vigtig en forudsætning et personlig kendskab og en tryg relation er for både den daglige trivsel og for udvikling af færdigheder hos mennesker – også når disse mennesker er blevet ældre og mindre selvhjulpne.  Måske var det snarere vores politikere og ledere, der skulle på kursus, for jeg er ret sikker på, at ”fodfolket” godt ved det.

Axel Brandt Lumholt