I ”Mesterlære” hos Tony Attwood
v. Kirsten Lumholt & Axel B. Lumholt
I november måned 2002 drog psykolog Axel B. Lumholt og psykoterapeut Kirsten Lumholt begge fra Psykologisk Klinik i Sorø til Australien for dels at deltage i verdenskongressen i Melbourne om autisme og Asperger syndrom og dels at studere hos Dr., psykolog Tony Attwood.
I en lille forstad til Brisbane ca. 45 minutters kørsel herfra finder vi Tonys klinik i Petri. Tonys klinik er indrettet i underetagen af familiens hus, der er beliggende i et nyere parcelhuskvarter ned til floden Pine River. Her modtager Tony Attwood klienter fra Australien og fra lande længere væk. De kommer fra Japan, USA, New Zealand m.fl. Tony fortæller, at han bruger ca. 40% af sin tid på at rejse verden rundt og udbrede sin viden om og erfaring i arbejdet med mennesker med autisme eller Asperger syndrom.
Når man ankommer til Tonys klinik, modtages man af hans sekretær, ”blæksprutte” og alt mulig problemknuser Meagan. Meagan er noget særligt – hendes evner til at kunne skabe kontakt og til at få èn til at føle velkommen er uovertrufne. Hvis vi havde kunnet ”importere” hende til Danmark, var hun sikret arbejde i Psykologisk Klinik i Sorø.
Tony selv er ligeså imødekommende. Vi er spændte på at skulle arbejde sammen med ham, og det viser sig, at også han er spændt, nysgerrig og interesseret i at skabe en fælles proces, hvor hans klienter i denne særlige periode får en ekstra dimension med i den professionelle vurdering, som de kommer efter. Som Tony udtrykker det, får de en såvel australsk som en europæisk vurdering. Dr. Tony Attwood er født i England, hvor han også er uddannet klinisk psykolog fra Surrey University Masters Course i 1975. Han har arbejdet som klinisk psykolog i London og Herefordshire, hvor han har specialiseret sig i områderne autisme og vidtgående psykisk udviklingshæmmede. I 1984 har han taget en Ph.d. ved universitetet i London. Tony er sammen med sin familie flyttet til Australien i 1985, hvor han efter en periode om offentligt ansat startede egen klinik i 1992 for børn og voksne med Aspergers syndrom. Han arbejder med undersøgelse, diagnostik og rådgivning, ligesom hans undervisnings- og foredragsvirksomhed er vidt udbredt. Tony har udgivet flere bøger om Aspergers syndrom. Hans grundbog om emnet er nu oversat til syv sprog, og han arbejder med udvikling af de diagnostiske metoder og specielt cognitive adfærdsterapeutiske behandlingsstrategier i relation til personligheds- og adfærdsmæssige problemstillinger, der knytter sig til syndromet. Tony er en hyppig gæst i Danmark, hvor han holder foredrag og work-shops for professionelle og forældre indenfor området. Hans overordnede holdning til emnet er, at den, der ved mest om Aspergers syndrom,
er den, der har det selv. De som ved næstmest, er deres forældre. Næst i rækken af vidende kommer så de professionelle. Vores arbejdsdag på Tonys klinik ligner bortset fra turen gennem den myldrende morgentrafik meget vores hverdag der hjemme – vi starter tidligt om morgenen og slutter sent på eftermiddagen. Indholdet i dagene er også bekendt. Der kommer klienter til vurdering/udredning, der tages stilling til diagnostik, der ydes rådgivning og vejledning, og der valfartes ud i landet for at undervise, supervisere, holde oplæg, arbejde med grupper m.m. Tidsskemaet er stramt med kun små pauser til at nedskrive noter, få noget at spise o.lign. En forskel fra vores egen hverdag er, at Tony ved hver seance indtaler et bånd med sin diagnose og sin rådgivning, som forældre, pårørende, professionelle får med sig til brug i det videre arbejde. Arbejdet indenfor området spænder hos Tony, som hos os selv, vidt – fra højt fungerende og velbegavede personer med Aspergers syndrom til personer uden verbalt sprog med infantil autisme, og hvor det begavelsesmæssige niveau er mere usikkert og teoretisk.
På ”scenen” er Tony en levende, sprudlende og Inspirerende foredragsholder. Han evner at fange og engagere sit publikum, og hans budskaber er formuleret på en måde og i et sprog, der gør dem umiddelbart tilgængelige og anvendelige. Spotlight on the Spectrum er emnet for et af disse foredrag. Et foredrag der holdes på The University of Queensland som en slags optakt til den senere verdenskongres i Melbourne. I klinikken i Petri møder vi den første dag Brian på 15 år, der kommer sammen med sine forældre. De er kommet flere hundrede kilometre nordfra for at konsultere Tony. Forældrene definerer problemfeltet således: Brian opfører sig ikke socialt acceptabelt, han er voldelig, han bander, han bliver uvenner med skolelærere og kammerater. Der ud over drikker han og tager stoffer. Det sidstnævnte viser sig at handle om, at han en enkelt gang imellem har drukket en øl, og at han har røget hash en gang. Efter at Brian har været igennem Tonys udspørgen og afprøvning af evner til samspil og til at kunne indgå i en relation, konkluderer Tony, at han ikke har Aspergers syndrom. Tony vender sig til sin europæiske medspiller (en af os) for at høre ”elevens” vurdering. Enigheden er stor på tværs af kontinenterne – godt for det! Men så skifter ”mester” og ”elev” roller, for ”mester” har brug for assistance til analyse og forståelse af den familiedynamiske problematik, der ligger bag Brians
depressive fremtoning. Han ”fryser” tydeligvis i sin familie, og han mangler en mere synlig og tydelig maskulin identifikationsmodel, der samtidig kan vise, at han ”vil ham” noget. Forældrene får nogle konstruktive europæiske råd med hjem på deres bånd til at kunne arbejde med at ændre på disse forhold. Brian ser forklaret ud, han smågræder lidt, og faderen udtrykker vilje til og glæde ved tanken om at skulle i gang med ”projektet”. Senere kommer Mitchell på 11 år sammen med sin mor. De er kommet hertil fra New Zealand. Her er diagnosen ligeså klar og også denne gang kontinental – ”he is definitely an Asperger”. Her kommer ”elverne” i aktivt arbejde, da Tony ikke kan få sine metoder til at fungere i forhold til at skabe kontakt og komme i dialog med drengen. Han sendes derfor udenfor, hvor en af os forsøger sig, medens Tony taler med moderen. Mitchells motorik er ikke alderssvarende, og han er sprogligt påfaldende. Han er
interesseret i og aktiv i den sociale proces, men han svarer med enstavelsesord. Han samarbejder og tegner bl.a. sig selv – en tegning af en dreng, der stritter med armene, håret stritter ud til alle sider, ansigtet er sammenbidt, og han svæver frit oppe i venstre hjørne af papiret. Den formelle kontakt er god, men der savnes dybde. Mitchell interesserer sig for matematik og svømning. Det sværeste i skolen, siger han, er frikvartererne, hvor der er fri leg. Det kan han ikke finde ud af, og han bliver følgelig mobbet. Moderen sendes hjem fra konsultationen hos Tony med diagnosen Aspergers syndrom til sin søn og en række gode råd og vejledning til, hvordan hun kan komme videre.Der viser sig i ”praktikperioden” at være 13 gennemgående områder, som indgår som faste i Tonys tilgang til sine diagnostiske overvejelser, når han er sammen med forældre og børn.
Han har en række faste spørgsmål, som er:
1. Hvad har du af venner
2. Hvad er en god ven
3. Hvad karakteriserer en god ven
4. Social stories: hvis du kommer hjem fra skole en dag og ser, at din
mor står ved køkkenbordet og græder, hvad vil du så gøre? Eller: hvis et barn
ønsker sig en hundehvalp til sin fødselsdag og så får en stak bøger men alligevel
siger tak, hvorfor gør han så det?
5. Kan du lide at se TV, og hvad er dine favoritprogrammer
6. Hvis du var en skuespiller, hvordan ville du så se ud, når du var glad, vred, ked af
det, sur, forvirret etc.
7. Hvad er du ekspert i
8. Hvem er din lærer, og hvordan vil du karakterisere ham / hende
9. Hvordan har du det med at lave fejl
10. Hvad kan du godt lide / ikke lide
11. Bliver du mobbet eller drillet i skolen
12. Hvad er dine livretter
13. Forskellige historier der omhandler barnets evne til at kunne sætte sig ind i, hvordan andre tænker, føler og handler – Theory og Mind historier. Barnets/den unges svar til disse 13 items danner sammen med beskæftigelse med legetøj, der er aktuelt tidsmæssigt og kulturelt, grundlag for Tonys vurdering, der tidsmæssigt strækker sig over en times samvær med barn og forældre. Indenfor denne time når han også at yde rådgivning og vejledning, der optages på bånd. Ved den evaluerende drøftelse af de enkelte klient-kontakt-forløb og den praktiserede diagnostiske metodik med fokus på muligheder og begrænsninger er der også kontinental enighed om de åbenlyse mangler. Tonys metode kræver som det første og bærende udgangspunkt, at den kun praktiseres af en meget erfaren og trænet kliniker indenfor området. Samtidig burde den udbygges med en decideret klinisk psykologisk undersøgelse (testning) for at forebygge differentieldiagnostiske fejlvurderinger. Imidlertid er det Tonys erfaring, at der i det australske system ikke er tid og økonomi til dette. Som et konkret eksempel på denne differentieldiagnostiske problemkreds møder vi Heather på 9 år, der kommer til Tonys klinik fra New Zealand. Hun er en massivt angstpræget pige, der er præget af tankemylder og med tydelige svigt i sin realitetstestning. Hun har mange paranoide forestillinger forbundet med at spise, gå på toilettet, modtage gaver o. lign. Hun har mange nervøse tics, og hun vandrer hvileløst rundt i klinikken. Hun skriver og taler i en lang usammenhængende strøm af ord. Der er mange diagnostiske tanker og overvejelser forbundet med iagttagelsen af hendes adfærdsmæssige fremtoning. Man kunne overveje forekomst af en borderline tilstand, man får ind imellem tanker om en skizofren personlighedsstruktur, da der forekommer tilsyneladende psykotisk prægede gennembrud, man får tanker om Tourettes syndrom , der forekommer træk af OCD i hendes fremtoning. Ja valgmulighederne er rige. Skal man kunne hjælpe hende adækvat, er det klart nødvendigt med en mere omhyggelig og grundig klinisk psykologisk udredning. Heather henvises videre til psykiater med henblik på medicinsk behandling, og Tony
rådgiver om cognitive adfærdsterapeutiske metoder. ”Mester” og ”elever” udveksler tanker og ideer om det diagnostiske felt og om behandlingsstrategier, der har mere dynamiske og helhedsorienterede dimensioner. Tony er åben og synes, at tanker af denne karakter er spændende, men hans spørgsmål er generelt ”how do you do that”. Måske kan vi svare på dette mere sammenhængende og systematisk om nogen tid, end vi kunne ved vore faglige udvekslinger med Tony i 2002. Vi arbejder på dette felt i et udviklingsprojekt, hvor ca. 30 børn med diagnosen Aspergers syndrom eller autisme er integreret på en almindelig folkeskole.
Vi arbejder her ud fra en mere specifik og bred diagnostisk udredning, og den praktiserede behandling og undervisning tager sit udgangspunkt i udviklingspsykologiske synsvinkler i forhold til børn og voksne. Arbejdet har været i gang i ca. tre år og går nu ind i en mere forskningsmæssig og beskrivende fase. Dr. Tony Attwood er specialist på den cognitive indfaldsvinkel til arbejdet med mennesker med Aspergers syndrom og autisme – en Autistisk Spektrum Forstyrrelse. Hans viden og erfaring er central og vigtig i udviklingen af arbejdet med dette særlige område. Hans indfaldsvinkler og kunnen på området er uundværlig i den videre udviklingsproces frem mod en mere holistisk tænkning, da den såkaldte ”cognitive intelligens” jo udgør et af de centrale områder i den menneskelige fungeren. De store spørgsmål er så, hvordan nærmer vi os at kunne arbejde med den følelsesmæssige intelligens, den sociale intelligens, de kreative områder, evnerne til at kunne generalisere – alt sammen områder, der vil være lige så centrale i det fremtidige arbejde med mennesker med ASF. Vi forlader Petri og Tony Attwoods praksis beriget, fyldt op af nye ideer og velforsynede med gode sociale oplevelser fra samværet med Tony, hans familie og hans sekretær. Tak for det.
Tonys hverdag er velstruktureret og forudsigelig. Meagan, hans sekretær, sørger for den daglige planlægning og for, at han møder velforberedt til sine klientkontakter. Vi rejser videre i ligeså velplanlagt stil til verdenskongres i Melbourne, hvor det hele bare fortsætter – også her sammen med Tony – kun afbrudt af et week-end stop i Sidney. Et gennemgående tema for denne verdenskongres er helt i Tonys ånd: ”It takes one to know one”- eller som Tony ville have sagt det: den der ved mest om Aspergers syndrom, er den der har det. Tony Attwood kan opleves i Danmark den 22. og 23. maj 2003. Besøg hjemmesiden www.autisme.dk (under emnet konferencer) for at finde ud af mere om dette. Lad os slutte denne beretning med et lille digt skrevet af en voksen med Asperger syndrom – en klient fra vores egen praksis i Danmark.
"Kan vi være med
Måske synes I at dem som jeg er mærkelige eller sære
og måske er vi det
Men måske kan vi lære,
lære hvad I viser og forstå det.
Det som for os virker underligt
det som for os ikke er naturligt.
Vi er som en fremmed, der ikke helt forstår,
For hvordan forstår man, hvad man ikke kan se ?
Dog vil vi så gerne i jeres følelser tage del,
så også vi kan græde, føle med og le."
Birthe – voksen sent diagnostiseret ASF
